Download
 

 

I.M.L. TUR TIL BERN - BELP I SCHWEIZ

 

 

 

Igen har jeg deltaget i en I.M.L. tur med Linie 11. Vi jyder siger nu mest Walking.dk eller slet og ret Connie og Søren.

I år havde Linie 11 folkene fået en mægtig god ide med at lade bussen køre via hovedlandet. Så for os jyder startede turen torsdag aften den 21. april kl. ca. 21.45 fra banegården i Fredericia. Det blev en glædelig overraskelse – helt ny bus med gode sæder og rimelig god plads til selv mine lange ben. De sidste 2 deltager kom på ved grænsen, og så gik det sydpå gennem Tyskland via Frankrig til Schweiz.

Vi var blevet lovet et ophold i Bern, men det nåede vi ikke. Der var dog mulighed for at tage toget derind senere, hvis man havde lyst til det.Vi kørte direkte til Belp og blev indlogeret i beskyttelsesrum. Køjerne stod tæt. Vi var levende mennesker, men det må have lignet sardiner i dåse, når vi sov. Tætheden klarede vi fint, men det kneb med at holde orden i bagagen.

I ølteltet nær startstedet var der også mulighed for at købe fast føde. Det var rigtig god mad, men ikke billigt efter danske forhold. Kl. 20 var der åbningsceremoni med underholdning og dans til kl. 00.30. Men der var jeg skredet, for der ventede en 40 km tur med start kl. 06.00 om lørdagen, og inden start skulle vi frem til startstedet og have morgenmad.. Det skete med shutlebusser – militære mandskabsvogne der kørte i fast rutefart til og fra startstedet, hvor der var ca. 2 km, så det var glædeligt.

Efter udklipning startede vi i tusmørke og dis. Vi havde ikke gået længe, inden vi blev klare over, der ventede os en kæmpe naturoplevelse, hvis vejret ville blive klart. I disen forude anede vi Alpernes sneklædte tinder fra de frodige dalstrøg vi fulgte, hvor alt stod i flotteste forårskrud. Solen kom og hele tinderækken lyste og glitrede hvidt – en helt ubeskrivelig naturoplevelse. Til og med var turen let gået. Selvfølgelig var der små stigninger – et vejskilt fortalte 110 m stigning på 1,4 km strækning gennem nogle terpentinersving.

Søndagsturen startede i øsende regnvejr. Vi hørte en foruroligende lyd mod teltdugen under morgenkaffen. De mørke skyer kunne ikke holde på vandet. Nå men regnen stilnede af , og så gik turen gennem frodige dalstrøg, men ikke med udsyn som lørdagsturen. Til gengæld kom 30 og 40 km ruterne ind gennem dele af Bern. På 40 km ruten var der stigninger på 250 m. Højdepunktet var ca. 750 m.o.h.

Rastepladserne var særdeles gode. Det var det store ”tag selv bord”: spegepølsestænger, brød, kager, forskelligt frugt, æbledrik, juice og blåvand ( halvliters flasker med blåt frugtkoncentrat). Det smagte udmærket, men tungen blev blå, og kunne dog skyldes ren i god schweizisk øl efter turen. Ud over ”tag selv bordet” var der mulighed for at købe øl, grillpølser og meget andet. Turen kunne let gås uden at bruge penge på rastepladserne. På alle rastepladserne var det sanitetstjeneste til reparation af småskader.

Søndag aften kl. 19 startede turen mod Danmark. Der var ro i bussen næsten med det samme. En god tur var ved at være slut. Jeg gentager den gerne. Tak til Linie 11. Glæder mig til næste tur med Walking.dk

Ernst