Download
 

 Beretning fra XXL 2 i Belgien

 

Der er ikke meget positivt at berette fra denne tur, i hver til fald ikke fra ruten.

Fredag middag mødtes Frederik, Jørgen og undertegnede i Billund lufthavn. Vi skulle med flyveren til Bryssel. Der var 10 passagerer med det lille 18 personers fly, og her fejlede servicen ikke noget, der var mad og drikke, og en god stemning. I Bryssel lufthavn skulle vi mødes med Morfar og Hardy, og derfra følges med dem i toget til Herentals, hvor vi skulle overnatte efter turen. I Herentals blev vi modtaget af formanden for Wandelmee, som kørte os til startstedet, som er lig med hans bopæl.

Startstedet bestod ud over hans hus, af en række have pavilloner, med et par olietønder til at varme sig ved. Vi fik klædt om, og imedens kom formanden med bøffer beregnet til burgere, som vi så kunne varme på en grill, samt en kasse Leffe brune. Efter lidt at spise, søgte vi ind i stuen, hvor der var lidt mere varme, for det var begyndt at sne uden for. Lidt senere ankom Erik og Knud, samt Flemming.

Kl. 21.00 startede vi ud på turen i snevejr, og med små 5 cm sne på vejen. Humøret var godt, og tempoet var godt. Efter 3 km passerede vi en asfaltvej og gik ind i en skov. Efter ca. 100 m kom vi til et kryds, men ingen pile. Tilbage og se om vi skulle ind i skoven, men den var god nok, det viste pilene. De fleste gik derfor lige frem, og vi fulgte med. Efter 300 – 400 m endte vejen i et T, stadig uden pile, men der var mange deltagere, som gik både til højre og til venstre. Vi vendte om, da dette her ikke så ud til at fører til noget. Rutekort var der ikke noget af, men vi havde dog fået en seddel med et stednavn på rastepladserne, men det hjælper ikke meget, når man ikke er stedkendt. Tilbage i krydset først i skoven, var der mange forvirrede deltagere, og vi fandt ud af at vi nu var 5 danskere samlet, Knud, Erik, Frederik, Jørgen og undertegnede. Flemming havde vi ikke set siden start, og Morfar og Hardy var gået videre, sammen med nogle andre som mente de kendte vejen.

Vi forsøgte så at gå til højre, og et stykke ude af vejen kom der så en pil. Fuld fart frem, ud af skoven til et vejkryds i kanten af en by. Ingen pile, men 25 m længere fremme var der et nyt vejkryds, men ak, der var heller ikke noget at se. Det lykkedes for en Belgier at ringe marchledelsen op, som fortalte at vi skulle til venstre.

Af sted igen, nu var der jo brugt noget tid på ingen ting. 500 m længere fremme, et nyt vej kryds uden pile. Hvad nu, et byskilt viste at til venstre var byen med rast 1, men der var ingen fodspor i sneen fra de første deltagere, de gik lige over. Efter lidt søgen fandt vi resterne af noget der kunne have været en pil, og som måske kunne pege lige over, så vi forsøgte så denne vej, som viste sig at være en markvej.

Længere fremme endte vejen i et vej T, igen uden pile. Frederik gik til højre, og et par andre til venstre. Efter 100 m til venstre fandt vi så endelig nogle pile. Frederik blev kaldt tilbage, og pludselig var ruten afmærket på alle træer og lygtepæle, men vi kunne jo også kun følge vejen lige ud så vi syntes det var lidt fråds med 30 pile på 250 m.

Vejen førte os ind i byen, og her var der ingen afmærkning når vi skulle dreje, men på de lige stræk var der rigeligt, så nu var det med at være heldig at ramme den rigtige vej første gang. Endelig, første rast i sigte, og så indendørs i et forsamlingshus, troede vi, men nej de ville ikke kendes ved os, for rastepladsen var en bil parkeret på det mest forblæste sted på en parkeringsplads ved siden af forsamlingshuset. Her fik vi en portion suppe, samt at vi kunne konstatere at rasten skulle have lukket for 20 minutter siden. Vi forlod rastepladsen, som efterfølgende pakkede sammen og kørte medes vi endnu kunne se den, selv om vi mente der var flere bag ved os.

Det næste stykke vej var rimeligt afmærket, og det gik godt, så nu kunne vi hente lidt tid. Ind i en skov, hen til et kryds, åh nej, ikke igen. Vi var nu 17 deltagere samlet, heraf os 5 danskere, som ikke kunne finde nogen afmærkning. Der blev enighed om at gå lige frem. 400 m længere fremme var der en asfalt vej, men ingen pile. Efter lidt diskussion blandt de 17, kom der en bil, og det var en fra marchledelsen. Han kunne ikke hjælpe os, for han vidste ikke hvordan vi kom til ruten, og han vidste heller ikke helt nøjagtig hvor han var, men han mente vi skulle gå tilbage i skoven til vejkrydset. Vi gik alle tilbage, forsøgte med en ny vej. Efter 300 m fandt vi en pil på en sidevej til den vej vi gik ud af. Endelig på ruten. Ups, hvad nu, efter 50 m to indkørsler til et par sommerhuse, og et hegn til et militært område, og ingen vej. Vi 5 danskere plus en mere valgte at gå tilbage til asfaltvejen.

På tilbagevejen mødte vi Morfar og Hardy, i fuld gang med at lede efter pile. De havde gået noget mere forkert sammen med 10 Belgiere, som havde opgivet hvor raste1 skulle have været. De fulgte med os til landevejen, og her gik vi til venstre, for at komme ind til byen med rast 1. Klokken var nu oo.30 og vi havde vel gået max 15 km. Efter ca. 1 km kom der en lastbil, som viste sig at være formanden. Han kunne ikke forstå vi ikke kunne finde vej, de havde da mærket ruten op tirsdag og onsdag, men han ville tilbyde at køre os til rast 2. Det ville vi ikke da vi ikke mente det løste problemet med at finde rundt. Så tilbød han at køre os til rastepladsen ude på 35 km, den var indendørs, og med varm mad. Vi steg ind i bilen, og her sad der i forvejen 7 – 8 andre deltagere. Kort tid efter blev der yderligere samlet et par stykker op.

Vi fandt hurtigt ud af at der var øl ombord, så vi smagte på varen, inden vi blev læsset af ved rastepladsen. Her fik vi lidt at spise, og det lignede mere og mere en opstart på en fest.

Sener kom den første deltager gående til rastepladsen. Han kunne berette at han ikke havde set mange pile, men at han var lokal kendt, og havde gået fra rast til rast af nærmeste vej. Senere kom der en flok, hvor Flemming var imellem. Han mente ikke der var problemer med at finde rundt, men andre sagde det havde været meget svært, og de også havde gået forkert mange gange. De mente selv at de var ca. 1½ time bag ud for den tid de havde regnet med at være der.

Ved 4 tiden om natten blev vi kørt til start/mål i lastbilen, sammen med nogle af de andre, som ikke kunne finde vej. Ved mål fik vi forevist hvor baren var, og det endte med at vi 7 danskere, gik i gang med et tørlægningsforsøg af baren. Ved 10 tiden lørdag formiddag var de gode øl væk, og vi besluttede at tage en taxa til hotellet.

Efter et bad og nogle timers søvn, mødtes vi til aften, hvor Mette og Stephanie også var med. Vi fik en god middag på en restaurant, og her fik vi en melding fra Danmark, om at Team 004 ikke havde levet forgæves, men os fra Team 007 har nu trænet i favorit disciplinerne, så vi kan tage kampen op. Efter lidt hygge over et par øl, tog vi afsked med Familien Poulsen og Knud. Søndag efter morgenmaden rejste vi til Bryssel, hvor eftermiddagen blev brugt til en tur rundt i centrum, inden vi tog til lufthavnen for at rejse hjem.

At det blev snevejr gjorde ikke turen lettere, men jeg har aldrig oplevet så dårlig en afmærkning af en march før. Blandt dem vi talte med kunne dem der havde rosende ord om turen, nemt tælles på en hånd. Der var dog nogen som mente at andre vandreforeninger i området ikke var særligt glade for foreningen, og derfor kunne det være sabotage, men havde man haft den mistanke, så ville man vel have tjekket ruten igennem før start.

Leif Sloth