Connie's oplevelse af 105 km i Brande

 

Weekenden den 6-7. september afholdte Fodslaw Brande etapevandring, d.v.s. man kunne gå 8 etaper lig med 120 km på 24 timer og selvfølgelig mindre.

Hvor var I henne alle sammen?

På dødsmarchen var der ca. 180 danskere. I Brande var der 13 som gik alle 8 sløjfer og 3 der gik 7 etaper lig med 105km. Det var bl.a. Søren og jeg. Alt over 100 km for os er spild. Så var der selvfølgelig en del som gik færre etaper. De fleste hjælpere kunne også nå en etape eller 2 på et eller andet tidspunkt i døgnet.

Hvorfor kommer der ikke flere?

Er det starttidspunktet?

Er det fordi det er en ført tur?

Tror I der bliver gået for hurtigt?

Eller hvad?

Ja, hvis ikke man har gået turen kan man jo ikke vide det.

1. Etape startede kl. 19.00 ledet af en ”førerguide” og så var der en ”bagstopper”, som sørgede for at alle kom med hjem. Var der for stor spredning på blev der sat afmærkning op. Man bliver meget glad for sin lygte, som man i øvrigt altid bør have med, når man går om natten. Etaperne var på ca. 15 km og halvvejs på hver af disse var der en vandvogn. Jeg husker især 3. etape, som i øvrigt var lagt omkring Brande By, så der var lidt lys og på rasten fik vi dejlig varm kakao. Der var sat 3 timer af til hver etape inklusiv rast, og tempoet var med 6 km i timen. D.v.s. pauserne lå mellem 15-25 min. Jeg savnede en længere rast efter 60km , for man når ikke meget på 20 min, og man lærer at skynde sig med alt.

Samtaleemnet inden turen var vejret. Kan solen blive ved at skinne eller skal vi have 13 timers regn som sidste år. Vi fik en ordentlig regnskylle på 1. etape og da vi startede ud på nr. 2 var det og forblev stjerneklart resten af natten, og vi fik enkle byger på resten af turen.. Temperaturen var god måske lidt lummervarmt i perioder. Jeg havde af erfaring fra sidste år en stor taske tøj med, men fik ikke brug for ret meget af det.

Om natten var der jo ikke meget at se på for mørkt var det jo, og søvnen var da også ved at få overtaget på et tidspunkt. Gab-gab og det smitter. Så det var dejligt da det  blev lyst ved 6- tiden, og vi kunne se omgivelserne. De har altså en flot natur omkring Brande med marker, skove, søer, enge med køer og heste, hede og vi gik også i kanten af en golfbane. Absolut meget varierede etaper.

Når man kom på rast efter etaperne var der forskelligt varieret mad at købe. Om morgenen bl.a. et morgenkomplet, som jeg sjældent har set på ture og til frokost kunne man købe en varm ret eller håndmadder.

På 6. etapen fik vi følge af en journalist fra Herning Folkeblad, og ham faldt jeg af en eller anden grund i snak med. Han var meget interesseret i at høre om det at gå 100km. Gad vide hvad jeg fik sagt, hvordan har han tolket det og hvad kommer der til at stå i bladet?  Man er jo lidt træt, når man har været oppe siden fredag morgen

Kl. 15.40 var Søren og jeg færdige med 7.og sidste etape for os og efter at have sendt de 13 af sted på sidste etape gik vi i bad, fik en velfortjent øl og ca. 1½ time på øjet. Pragtfuldt.

Kl. 20 var der spisning for dem der havde lyst til at deltage til en meget overkommelig pris. Vi fik god mad og vin og snakken gik lystigt, selvom om folk både gængere og hjælpere var trætte. Jeg bryder mig generelt ikke om at starte en 100km tur om aftenen, men det er dejligt at slutte en tur på denne måde efterfulgt af en god nats søvn.

Søndag morgen atter et stort morgenkomplet og så afgang mod Smørum efter en god, oplevelsesrig og veltilrettelagt tur. På så lang en tur vil der som regel også være nogle ”kiksere”. Det var der også her. Det har vi givet udtryk for til arrangørerne, for det er trods alt dem der kan rette tingene.

Jeg vil slutte denne historie med at takke alle hjælperne for en god tur og forplejning, og opfordre alle jer der ikke har gået denne tur før at prøve den.