Download side

28e MARCHE DU SOUVENIR DE LA SOUFFRANCE

 Hvilket oversat til  dansk betyder 28. March til erindring om lidelserne, og her henvises til kampene i Ardennerbjergene under 2. verdenskrig. Turen går nemlig igennem store dele af det område, hvor de store slag i Ardennerne blev udkæmpet under 2. verdenskrig.

 Men hos de fleste danskere med trang til lange ture, er marchen bedre kendt som den BELGISKE JULEMOTIONSTUR, som i modsætning til de danske julemotionsture på 10 km. absolut ikke er for svagelige sjæle.

 De første danskere, heriblandt undertegnede og Hardy deltog første gang på turen i 1980, og dengang blev turen altid gået i sidste weekend inden jul, så turen blev allerede dengang hurtigt omdøbt til julemotionsturen, og er siden da aldrig blevet kaldt andet blandt de danske deltagere. Nu om dage er turen blev flyttet en enkelt weekend frem, således at den nu har fast termin 2. weekend i december. (Der er måske for mange deltagere, som har beklaget sig, fordi de ikke har kunnet klare dansen rundt om juletræet få dage efter turen.)

 Turen skifter hvert år „march retning“ idet man i alle lige årstal går fra Houffalize i syd til Plombieres i nord, som ligger tæt på den hollandske og tyske grænse. I de ulige årstal går man af præcis samme rute, men i modsat retning. På grund af det ekstremt kuperede terræn på turen, virker det faktisk som 2 vidt forskellige ture, idet det, der var let året i forvejen, året efter pludselig er op af en modbydelig lang og ond bakke, som man havde gået og nydt året før, fordi det gik ned af bakke.

 Turen er en såkaldt ført tur ligesom Eurodax marcherne, men her bliver man delt op i 6 forskellige hold, med forskellig marchhastighed. Den første gruppe går turen igennem med en gennemsnitlig fart på 6.7 km i timen og den sidste med 6.0 km i timen.

 Turen startede i år FREDAG DEN 13. december, så godt man ikke er overtroisk.
Hardy som i år deltog på turen for 21. gang startede som sædvanligt ud på 1. holdet, som skulle gå med 6.7 km. i timen. Knud, Henning og undertegnede har igennem de flere år gjort det til en fast tradition, at vi starter ud på 3. holdet som går med 6.4 km. i timen. Dels er farten overkommelig, men alligevel pæn høj terrænet taget i betragtning. Dels er der normalt ikke så mange deltagere på dette hold, da vi går for langsomt for de virkelig hurtige gængere, men samtidig også for hurtigt for de traditionelle Eurodax-gængere. Dette medvirker, at der normalt er rigeligt med plads på rastepladserne, så det er let og hurtigt at få noget at drikke samt at finde en siddeplads, hvilket er en god ting, da vi kun har 10-20 min på de 9 indendørs rastepladserne der er på turen, med undtagelse af morgenmads rasten, hvor vi har 50-60 minutter.

 Der var i år hele 12 danske deltagere på turen, idet der udover de 4 tidligere nævnte også deltog et hold på 8 fra hærens officersskole. Heraf havde en af dem også deltaget sidste år. Men for de 7 andres vedkommende var det deres første 100 Km tur. Så de stod over for en opgave, hvis omfang de på forhånd ikke helt kendte. For en ting er, at være vant til at marchere indenfor militæret, en anden ting er at skulle gå 110 KM i et ekstrem kuperet terræn, idet denne tur helt klart må betegnes som en af de absulut hårdeste. Jeg har ihvertfald svært ved at finde en anden tur, som skulle være hårdere end denne. Dels på grund terrænet, men så sandelig også på grund af årstiden.

 Så kl. 19.12 startede hold 3 bestående af 1 hollænder, 1 franskmand , 14 belgiere samt 11 danskere ud på turen. Vejrudsigten var inden turen desværre ikke den bedste. De havde godt nok lovet tørvejr, men en hel del tåge og med temperaturen liggende lige under frysepunktet, betød det, at der blev forventet en hel del isslag i løbet af natten og morgenstunden, hvilket vi også blev advaret om inden starten. Vi startede som sagt fra Houffalize i år, og det betød at 500 meter efter start blev vi sendt op af en af de værste bakker jeg kender i Belgien. (Den er iøvrigt også ekstemt modbydelig at gå ned af efter 109 km, når vi går i modsat retning.) Så allerede efter 2 km havde jeg ømme lægmuskler og det skulle vise sig at blive meget værre i løbet af de næste 30 km. – jeg måtte allerede på et tideligt tidpunkt sande, at det er en fordel, hvis man er i ordentlig træning, inden man starter ud.

 Men det var desværre ikke noget, jeg kunne prale med at være, idet jeg ikke havde været ude at gå en længere tursiden test turen til Smørum Classic i juli måned. Siden da har turene været på 40 km eller derunder og alle med en gennemsnitlig marchhastighed på ca. 5 km i timen sammen med resten af familien. Så det var noget af en udfordring pludselig at „stase“ afsted med 6.4 km i timen i dette terræn. Regningen kom da også allerede efter ca. 20 km. idet mine lægmuskler blev mere og mere ubehagelige at være sammen med. De næste 15-20 km havde jeg overordentligt svært ved at følge trop med resten af gruppen. På det tidspunkt hadede jeg virkelig alle de „forbandede bakker“. På den første del af turen havde vi forholdsvis mange indendørs rastepladser (efter 7.4 km, 17.9 km, 29.5 km, 35.5 km og 44.5 km), så jeg havde mulighed for at få gjort lidt stræk øvelser til at afhjælpe min ømme lægmuskler. Det er normalt ikke noget jeg gider at spilde min tid på, og det plejer iøvrigt heller ikke at være nødvendigt. Men denne gang var der ingen anden vej udenom, og resultatet kom heldigvis også. For som et lyn fra en klar himmel, havde jeg det lige pludselig meget bedre, og kunne nu igen følge gruppen uden problemer.

 De 8 danske deltagere fra hærens officersskole var også så småt begyndt at blive godt brugte, og begyndte at se frem til morgenmadsrasten efter 55.7 km. Men alle fulgte gruppen uden at falde noget videre tilbage. Inden vi kom til morgenmadsrasten skulle vi dog først igennem et skovstykke med nogle små stier, hvor det absolut ikke altid var lige let at få fodfæste. Og herinde i skoven fik vi også vores første forsmag på, at det var frostgrader. På en af nedstigningerne på en lille skovsti var der pludselig fyldt med is. Og det var bestemt ikke morsomt at komme igennem der i bælravende mørke og nedad bakke. Men vi kom da alle helskindet ned, der var dog et par stykker, som lagde sig ned en enkelt gang, men uden at komme til skade. Vi ankom til morgenmadsrasten kl. 5, hvor vi fik serveret æg og bacon, hvilket smagte fortræffeligt. Efter at have spist var der nogle, som benyttede lejligheden til en lille lur, inden vi skulle videre igen kl. 5.55. Og enkelte begyndte også at overveje muligheden at opgive, men alle kom videre.

 Vi skulle nu ud på turens længste passage uden indendørs rasteplads, idet den næste lå 75.9 km. ude. Så det var godt 20 km, som skulle overvindes uden mulighed for at komme ned og sidde, da de udendørs rastepladser kun bestod af bagagerummet på en bil. På dette tidspunkt havde vi endnu ikke kunnet se meget af omgivelserne idet det både var overskyet og forfærdelig tåget, så sigtbarheden var på enkelte tidpunkter nede på +/- 20m. Men vi kunne nu begynde at glæde os til, at om ca. 3 timer burde det begynde at blive lyst.

 På turen frem til næste rast frygtede vi, at vi ville blive udsat for en del glatte veje, men vi slap heldigvis utroligt let, idetdet kun var glat på enkelte korte passager, men i og med at man intet kunne se, gik man hele tiden en smule mere anspændt end normalt, efter at være kommet igennem et stykke med glat vej. Men vi var utroligt heldige, da det aldrig blev så slemt som de havde lovet os, og som det iøvrigt havde været natten før.

 De 20 km frem til rastepladsen forløb uden større problemer ned og specielt op af bakke. Vi havde specielt en langsej bakke på små 8 km, som absolut ikke var morsom, men kort efter toppen blev vi budt velkommen med en genever, så turen op havde været det hele værd. Og da vi endelig kom frem til rastepaldsen 75.9 km ude, blev de 20 minutters rast nydt i fulde drag, specielt fordi vi viste at den næste strækning var turens næstlængste uden rast idet den lå 92.1 km ude. På denne strækning var der da også flere og flere fra hærens officerskole, som ikke kunne se det fornuftige i at rende rundt i Ardennerne. De ville hellere have ligget hjemme i deres seng med tømremænd efter gårsdagens julefrokost, som de var gået glip af. Men det hjalp en del på deres humør, da de fik at vide, at på de sidste 15 km var bakkerne mere overkommelige.Vores sidste rasteplads var i Welkenraedt, hvor vi havde gået 98.7 km. Indtil her havde vi overholdt tidplanen til punkt og prikke, og alt tegnede til at vi var i mål til tiden kl. 15.05.

 Men nu var luften så småt begyndt at gå ud af ballonen, specielt hos det danske militær. Så farten kunne ikke længereholdes på de fastlagte 6.4 km. Men i og med at vi var så tæt på mål, ventede resten af gruppen pænt, så vi kunne komme i mål i samlet flok. Men kilometerne var meget lange til sidst. Og det blev ikke bedre af, at arrangørerne flere gange på den sidste strækning, oplyste for korte afstande til mål, til det efterhånden meget trætte danske militær. Det blev måske gjort i en god mening for at opmuntre dem. Kl. 15.30 ankom vi til mål og alle, specielt de 7 danske debutanter, kunne være meget stolte over en vel gennemført tur.

 Til næste år kunne det måske være smart, først at sende dem ud på Smørum Classic 100km, så de her kan samle lidt erfaring inden starten på så ekstrem en tur, som dennne tur vitterligt er.

 Som en afsluttende bemærkning kan det nævnes, at der i år var 149 startende på turen, og efter at de 3 første hold var kommet i mål, var der 3 som havde måttet opgive at gennemføre turen, heraf 2 fra vores hold.

 Endelig vil jeg benytte lejligheden til at sige tusind tak for en smadder hyggelig tur til alle de andre danske deltagere.P.S.  Hvis der skulle være nogen, som skulle have fattet interesse for at deltage i næste års tur,bliver den gået fredag den 12. december med start i Plombieres. Den kan varmt  anbefales, men sørg for at være i god træning.

 Erik Poulsen

Luxembourg