Turen's reporter Kjeld Jensen

Beretning kan downloades som Word-fil her      

 

’Kjellerup Special’

Beretning fra en førstegangsdeltager

 

Jeg mødte op i skyttehuset på ’bjerget’ i Kjellerup kl. 845, hvor der allerede var mødt en hel del gængere  op, nogle kom langvejs fra og havde overnattet mens andre, som jeg, bare var mødt lidt i god tid. Den foregående nat havde det regnet lidt og vejrudsigten fortalte kun alt for godt, at det var ved at blive efterår med byger, frisk vind og temperatur omkring 5°.

 Da jeg ikke tidligere havde deltaget i denne tur var jeg lidt spændt på hvordan det er at gå en 100km tur på denne måde, da ruten er lagt på en 3,5km rundstrækning, som skal gennemføres 29 gange for at opnå de 100km.
 Ruten er hovedsagelig lagt i Kjellerup by’s stisystem, hvilket skulle vise sig at give en meget fredelig afvikling af turen, ingen generende trafik, og desuden bliver det meste af ruten herved også oplyst om natten. På trods af  den relative korte strækning syntes jeg alligevel at de i Kjellerup har formået at gøre ruten rimelig varieret med både grus, asfalt, små bakker samt snoede stier.

Kl 1000 startede turen i let regn men, snakken gik alligevel lystigt om alt mellem himmel og jord, det er altid hyggeligt på disse lidt længere ture hvor folk fra hele landet mødes. Feltet blev ret hurtigt spredt da folk gik i meget forskelligt tempo , nogle valgte at løbe en stor del af turen medens andre tog den mere afslappet, og nogle havde endda tid til at holde ekstra rast ude på ruten, på trods af den korte rundstrækning, og andre som jeg et eller andet sted der midt imellem.

 Arrangementet gør, at man helt selv kan planlægge, hvornår og hvor lang tid man vil holde rast og efter 6 runder (21km.) valgte vi, jeg havde valgt at slå følgeskab med nogle sjællændere, at holde vores første rast. Kort efter vi var startet ud igen, dukkede min familie op for at deltage i Danmarksvandringen, som foregår samtidig og også på den samme rute, det er altid rart med lidt opmuntring, nu da ruten ikke længere gav anledning til de helt store overraskelser. Nu var det i øvrigt holdt op med at regne, men kulden og blæsten gjorde, at det blev sværere at komme i gang igen, efter hver gang man havde været på rast, da musklerne meget nemt bliver stive på denne årstid. Efter 16 omgange (56km) var det for mit vedkommende tid til at spise aftensmad, da jeg havde fået spisebillet til kl 700. Mine følgesvende skulle endnu vente halvanden time. Denne opdeling af deltagerernes spisetider gjorde at der ikke opstod kø for at få udleveret maden, samt at der heller ikke var problemer med at få en siddeplads.

Da jeg igen startede ud, efter et meget lækkert måltid mad, var det blevet mørkt og på trods af at det meste af ruten var oplyst var der enkelte passager, der var endog meget mørke, hvilket gjorde, at jeg efter en enkelt omgang i listetempo, måtte ind og hente min lygte, som man selvfølgelig altid har med sig på natture! Efter endnu et par omgange var mine følgesvende også kommet på banen igen efter deres aftensmad, så vi fulgtes ad resten af vejen. Ca. kl. 4 kunne jeg endelig gå i ’pit’ for sidste gang efter 29 omgange, hvilket der var fuld kontrol over, hos de hjælpere der havde fået opgaven med at registrerer, hver gang en deltager havde gået en omgang, jeg selv derimod havde ikke altid helt kontrol over dette. Da jeg var både træt og søvnig og det også var begyndt at regne igen, havde jeg ikke særlig meget lyst til at tage nogle ’ekstra’ runder, men foretrak i stedet at sidde og slappe lidt af, for derefter sove et par timer inden jeg kørte hjem.

Alt i alt en veltilrettelagt tur med en hel ’speciel’ karakter på grund af den korte rundstrækning,

hvilket giver den fordel, at man selv kan planlægge ’sin egen tur’, men til gengæld giver selve ruten naturlig nok ikke den helt store oplevelse. Arrangørerne har den fordel at de kan koncentrere hjælpernes arbejde i start/mål området.

For nogle er det desværre uheldigt at man passerer mål med jævne mellemrum, da det gør at det bliver for ’nemt’ at stoppe før man har gennemført de 29 omgange og desuden er der flere, der melder afbud til turen i sidste øjeblik. Disse elementer syntes jeg er uheldigt, når man tænker på, at der er venteliste for at få lov til at deltage i turen !  

                                                                                       Kjeld Jensen, fodslaw Brande