Rene's rejsebeskrivelse.

Welkenraedt 2002

Det er ikke fordi, det vrimler med 100 km marcher i Danmark, så ofte er man nødt til at begive sig sydpå for at tage livtag med denne distance. Én af de sidste såkaldt frie (ikke-ført) 100 km afholdes i Welkenraedt i Belgien. Welkenraedt er beliggende i den østlige del af Belgien, ikke langt fra Liege og nær grænsen til både Tyskland og Holland, og en del af marchen foregik faktisk på tysk og hollandsk jord. Årets udgave af marchen blev gået i påsken med start Langfredag kl. 21. Jeg havde set på www.Walking.dk, at der var 6, der skulle derned (hvoraf flere havde gået marchen før), og jeg meldte mig som den syvende. Alle syv – Connie, Søren, Morfar, Knud, Hardy, Erik ”Lille” Larsen og jeg selv – mødtes Langfredag morgen i Københavns Lufthavn i Kastrup for at tage flyveren til Bruxelles. Billetterne var bestilt på Internettet, en enkeltbillet fra København til Bruxelles kostede med billigste afgang ca. 350 kr. Dette sammen med billige togbilletter og en hotelovernatning til mindre end 50 € pr. person gør, at det faktisk ikke behøver at koste en ”bondegård” at gå i udlandet. Ud over os var bl.a. Finn Sørensen og Flemming også taget til Belgien, så Danmark var fint repræsenteret.

På flyturen overhørte jeg en stump samtale mellem Hardy og Morfar, der diskuterede hvor mange marcher på 100 km eller derover, som de havde gået. Så vidt jeg husker, havde Morfar gået lidt flere end 150, mens Hardys tæller stod omkring de 430. Connie har gået mere end 70, ved jeg, og senere erfarede jeg, at Knud havde passeret de 230 marcher af denne længde. Welkenraedt var min 100 km nr. 11, så jeg bøjede ydmygt nakken – jeg var med for at lære!

Da vi var landet i Bruxelles, hentede vi vores bagage for derefter at begive os videre med tog mod Verviers, hvor vi skulle overnatte efter marchen. Det vil sige, der var lige en lille detalje. For mens vi andre hurtigt fik erobret vores tasker og rygsække, så stod Knud og stirrede på transportbåndet, der kørte rundt og rundt uden hans ellers flot farvede sportstaske. I den lå alt hans grej, dvs. både gangbøger, marchsko og skiftetøj. Hardy belærte os om, hvor vigtigt det var at have det vigtigste til gennemførelse af en sådan march i sin håndbagage, mens vi andre meget humoristisk diskuterede, hvorvidt Knud kunne gennemføre en 100 km i sine fladsålede hyttesko. Tasken var og blev borte, og enden på det hele blev, at han lånte Sørens gangsandaler, der vist passede nogenlunde. Møg-ærgerligt sådan at være handicappet fra start, men flot og sejt af Knud, at han gennemførte marchen i lånte sko.

Erik, Hardy og Morfar gik på ”sightseeing” i Bruxelles, mens vi andre tog toget til Verviers. Knud, som havde været med før, viste os vej til hotellet, så vi vidste, hvor vi skulle overnatte, ifald vi på den ene eller anden måde kom fra hinanden. Eftermiddagen blev tilbragt i flot forårssol på Verviers torv, og efter at have indtaget aftensmad i form af spaghetti Bolognese eller lasagne, gik turen med tog til Welkenraedt. Tog-forsinkelser i kombination med vores manglende sprogkundskaber gjorde, at vi først var fremme i Welkenraedt ved 19-tiden. Start- og målstedet lå dog kun et par hundrede meter fra stationen, så vi var i relativ god tid. Stedet var et slags sportscenter, hvor pladsen var ret trang, men vi fik os anbragt nogenlunde komfortabelt i et slags baglokale til den store sal. Jeg kunne godt have brugt et par timer på øjet, men en lille halv times hvile blev det dog til, efter at vi havde fået udleveret kontrolkort, ruteskitse, madkuponer m.m. De tre Bruxelles-turister ankom nogenlunde samtidig som os, og de var i højt humør. Det var i alle tilfælde ikke til at se på dem, at Erik havde fået stjålet sin pung på en stations-cefé! Endnu en af de ting, der gør disse vandreture til mindeværdige oplevelser.

Klokken nærmede sig nu 21, og deltagerne samledes uden for sportscenteret. Jeg hørte ikke noget officielt startskud, men pludselig var alle i gang.

De første par km fulgtes jeg med Søren – vi havde en mindre diskussion omkring, hvorledes ruten var afmærket. Det var faktisk ikke så nemt at finde ud af; jeg så ingen pile, bånd eller lignende de første km men fulgte blot med strømmen. Lidt ude på ruten opdagede vi dog nogle orangerøde pile, der blev brugt som vejvisere. Umiddelbart syntes jeg, at de så lidt små ud, men det er jo ikke altid størrelsen der er det vigtigste! I alle tilfælde var afmærkningen af ruten glimrende og selv jeg, der ellers har en dårlig vane med at gå forkert, kom aldrig rigtig på afveje.

Søren lod sig falde lidt tilbage til Connie og Knud, mens jeg slog følge med en flok belgiere. Efter ca. 9 km kom første rasteplads, og det var lidt af en oplevelse. Vi skulle ind i et lille skur, der allerede var godt fyldt op, da jeg ankom. Herinde skulle man stå i kø for at få et stempel på sit kontrolkort, og derefter skulle man videre til en anden kø, hvor der så blev udleveret forplejning. Og det var ikke noget med bare at få overrakt et krus væske og noget fast føde – næ nej! Først blev man spurgt om, hvad man ønskede. Valgte man f.eks. cola, så skulle flasken først meget omhyggelig skrues åben og colaen hældes op. Herefter blev flasken lukket igen, og koppen med cola blev overrakt. Så kom den næste og bad om cola, hvorefter proceduren gentog sig. Ofte skulle der også lige snakkes lidt, så ventetiden kunne godt blive ret lang for en deltager, der blot ville gylpe et eller andet ned og så begive sig videre. Måske er jeg lidt sippet, men her kunne belgierne godt lære lidt af danske arrangører. Pudsigt var det i øvrigt også, at rastepladserne (der var 13 i alt, hvoraf langt de fleste var indendørs, hvilket var fint) nærmest blev ”større og større” forstået på den måde, at de første steder, hvor feltet stadig var relativ pænt samlet, var ret små rum, hvor vi grundet pladsmangel ofte var henvist til at sidde på trappen eller lignende, hvorimod de sidste rastepladser flere gange var store gymnastiksale.

Efter at have kæmpet mig igennem køerne på den første rast, gik det igen afsted. Jeg slog igen følge med en flok belgiere; vi var vel omkring 15 stykker. Det første stykke tid var tempoet pænt, vel omkring 6 km i timen, og jeg havde ingen problemer med at følge med. Så med ét satte alle tempoet gevaldigt i vejret, og jeg befandt mig pludselig 25 meter efter! Jeg kiggede tilbage, men det var ikke til at få øje på andre at følges med. Hvad jeg mindst af alt havde lyst til, var at blive efterladt på en øde belgisk landevej midt om natten, så der var faktisk kun ét at gøre: sætte farten op og forsøge at hænge på. Sådan forløb det meste af natten faktisk: efter rastepladsen fulgte små ti minutter med noget der åbenbart var opvarmning. Derpå blev turboen sat på, og afsted gik det! Jeg var lidt bekymret for, om jeg kunne holde til tempoet, men det gik faktisk forbløffende godt. Vejret var i øvrigt også fint: koldt og klart, og en flot fuldmåne gjorde at det aldrig rigtig blev buldermørkt. Til gengæld blev det ikke så varmt som forventet om dagen, da solen ikke rigtig kom frem, så shorts blev der absolut ikke brug for. Men det var udmærket af arrangørerne at sørge for, at det holdt tørt hele vejen!

Welkenraedt-marchen må være Europas mest kuperede 100 km rute. Jeg havde tidligere fået fortalt skrækhistorier om 100 km marchen i Brno med lange bakker osv., men det kan næppe have været værre end her. Det gik konstant op og ned, og nogle af stigningerne var slemme. Og kunne arrangørerne ikke finde nogen bakker, så hittede de blot en gigant-trappe eller lignende. Særlig én trappe skal jeg sent glemme – den lå godt 80 km ude på ruten, og bestod af meterhøje trin ned mod en jernbane. Ganske vist skulle vi ikke op ad den, men ned – men havde man gummilår, så kunne man nemt få problemer, især fordi den sluttede ved kanten af en sti, der gik langs med en jernbane, og havde man for meget fart på, så…

I øvrigt fik jeg det gode råd af en belgier at lunte ned af bakkerne. Det gjorde, at man dels ikke spændte for meget i lårene, og dels at fødderne ikke ”skred” så meget rundt i skoene. Det virkede faktisk udmærket, men det var ofte med hjertet i halsen, at man begyndte at løbe ned af en hyperstejl, grusbelagt skovsti!

Som tidligere nævnt fulgtes jeg med diverse belgiske grupper hele natten, og nåede hovedrasten efter ca. 50,9 km kl. ca. 4.45. Her var vores bagage bragt ud til tøjskift m.m. Jeg kunne dog godt have ventet med denne rast til senere, f.eks. omkring de 60 km. I alle tilfælde turde jeg ikke gøre andet end beholde min varme vindjakke på. På denne rast blev man i øvrigt trakteret med bacon og spejlæg – men det var dog ikke noget for mig på det tidspunkt. Servitricen så først skuffet ud over min hovedrysten til hendes tilbud, men lyste derefter op, forsvandt ud i køkkenet og vendte tilbage med et stort fad med forskellige slags pølse og røræg! Jeg nøjedes dog med cola og brød. Forplejningen undervejs kan jeg bestemt ikke klage over; man behøvede i alle tilfælde ikke gå sulten fra en rasteplads.

Først efter ca. 70 km, da det var blevet lyst, blev jeg overladt til mig selv på de belgiske landeveje. Det gjorde dog ikke det store, skiltningen var som nævnt fin, og desuden var der næsten altid en anden deltager indenfor synsvidde. I øvrigt var det en stor oplevelse at marchere gennem 3 lande – Belgien, Holland og Tyskland – i løbet af en meget kort strækning. At vi gjorde det, fik jeg først fortalt bagefter, undervejs anede jeg intet om det!

Jeg begyndte at tro på en god tid – selv om benene var trætte og lårene ømme – var jeg stadig forholdsvis godt gående. Rutekortet var imidlertid ikke helt nøjagtigt med hensyn til kilometerangivelserne, hvilket irriterede en smule. Ved sidste rast fortalte en anden deltager mig dog, at der blot var 4,5 km tilbage, og så var humøret højt igen.

Kl. 10 minutter over 12 nåede jeg i mål – efter 15 timer og 10 minutter - ny personlig rekord med ca. et kvarter. Måske lidt underligt at tage disse tider så højtideligt, men sådan er vi gangere jo lidt småskøre. Og når jeg nu ikke kan konkurrere med hensyn til antallet af 100 km´ere! I alle tilfælde synes jeg, at det var en fin tid! Der var allerede en hel del, der var nået i mål; der blev virkelig gået stærkt. I alt startede 267 ud på den lange 100 km. Hvor mange der nåede igennem, vides ikke, men jeg tror ikke, at der var mange der udgik – dette var en march, der blev taget alvorligt! I øvrigt var der også mulighed for at gå 50 km, ligesom jeg også så skilte med 6 km og 12 km.

Efter at have fået mit diplom, og fået stempler i bøgerne, skulle jeg naturligvis have noget væske. Og her kom igen noget, der undrede mig lidt. For at få øl, sodavand eller kaffe samt noget spiseligt, skulle man først købe en polet til de respektive sager. Herefter skulle man aflevere poletten der, hvor man skulle have udleveret sin ”vare”. I mit tilfælde købte jeg poletter til 2 sodavand, som jeg gik mindre end 10 meter hen og afleverede i baren, der lå lige ved siden af polet-salg-stedet. Efter denne oplevelse fik jeg lavet lidt strækøvelser (som jeg lover mig selv at gøre før hver 100 km, og som jeg troligt plejer at ”glemme”), ringede hjem til familien og fortalte at ”far” var i mål, samt fik mig et godt bad (der var fine badeforhold ved start/mål-stedet). Fødderne blev lige undersøgt, og tænk: ingen alvorlige vabler – det er vist føste gang! Til gengæld var lårene godt gennembanket, og hofter og balder var ømme, nok et resultat af at skulle løfte benene så højt på alle stigningerne. Jeg satte mig op af min rygsæk, lukkede øjnene, og pludselig havde jeg sovet en time! Så var jeg til gengæld også relativ frisk, og begyndte at spejde efter resten af ”Rejseholdet”.

Hardy kom så vidt jeg husker hjem lidt over kl. 3 lørdag eftermiddag, og det store dansker-felt – Connie, Søren, Morfar og Knud samt Flemming – nåede i mål ca. kl. 17.15. Tiden kunne være blevet endnu bedre uden ophold på et par alternative rastepladser (læs: belgiske værtshuse). Alle var i fin stand; dog havde Connie fået et par slemme blodvabler på sidste halvdel af ruten. Vi satte os til at vente på Erik, der dukkede op ved 18-tiden og styrede – ikke mod stedet med udlevering af diplomer – men mod baren!

Ved 19-tiden begav vi os til stationen og tog toget til Verviers og vores hotel. Efter at have sat bagagen på værelserne begav vi ned i hotellets restaurant for at få et ordentligt måltid. Hardy valgte fisk, mens Knud og Morfar fik entrecote. Erik, Søren og Connie enedes om et tilbud, der stod på et skilt på hotellets indgangsdør, og som tekstmæssigt blev vurderet til at være noget med kylling. Tjeneren havde problemer med at forstå os, og Søren måtte hive ham udenfor og pege på skiltet. Jeg ved ikke, om han har peget forkert, men da maden kom, var deres tallerkener fyldt op med to knytnævestore kødboller, der absolut intet havde at gøre med kylling. Jeg selv faldt for menukortets ”Pavé de beuf”, som jeg regnede med var en steak måske i stil med en plankebøf. Stor var min overraskelse, da der blev bragt en terningformet klump kød ind – godt branket udenpå og absolut ikke gennemstegt indeni. Jeg fik et par bidder ned og vil ellers tænke på min ”Pavé de beuf”, når jeg sidder og ser de professionelle cykelryttere der kører hen over ”pavéerne” i de belgiske forårsklassikere.

Vi slap heller ikke for underholdning under middagen, idet musikken – bestående af skiftevis et mindre orkester med violin og harmonika og en cerutrygende pianist med tilhørende refrainsangerinde (som Morfar vist blev lidt betaget af!) – var placeret umiddelbart ved siden af bordet (lige bag Connie). Dette gjorde normal samtale nærmest umulig, og ret hurtigt var vi nogle der krøb til køjs. Efter 100 km og en nat uden søvn var det bare hovedet på puden og så godnat!

Næste morgen samledes vi til et udmærket morgenmåltid i hotellets restaurant – heldigvis uden medfølgende underholdning. Ca. kl. 10.30 afgik toget mod Bruxelles. Vejret var blevet rigtig pænt, og mens vi kørte, fik Søren ringet til lufthavnen og minsandten: Knuds taske stod og ventede på ham. Det var herefter svært at afgøre, hvem der strålede mest, Knud eller solen.
I lufthavnen fik vi vores boardingcards, og indleverede vores bagage – alle holdt øje med, hvor Knuds taske kørte hen! Resten af turen forløb uden særlige begivenheder, og vi landede i København kl. lidt over 16 søndag eftermiddag.

Summa summarum: Welkenraedt 100 km kan efter min mening bestemt anbefales, særligt for folk der kan lide at gå i afvekslende terræn. Folk er meget venlige og arrangementet godt med enkelte små-undtagelser, som der dog nemt kan rettes op på. Men ruten er meget hård; arrangørerne havde virkelig besluttet sig for at få os op på hver eneste knold i området, og de som skal prøve en 100 km for første gang, bør måske vælge en lidt lettere march!

René Skree Jensen