Tour de Østsjælland 200

                                                    16. maj 2003

  Reporter: René Skree Jensen
 
  Den anden udgave af Tour de Østsjælland blev i år afholdt Store Bededag,
fredag den 16. maj.

Desværre var arrangørerne med meget kort varsel nødt til at ændre kraftigt
på ruten grundet jagt i skovene. Det var meningen, at ruten skulle have
været en lang sløjfe ned syd for Haslev, med mange km på skovstier og flotte
naturoplevelser. Ruten blev nu i stedet to sløjfer på henholdsvis 53,5 km og
43,5 km, i alt ca. 97 km (med meget asfalt), med start/mål og hovedrast samt
overnatning (for nogle) på Ellemarkskolen i Køge.

Ros til arrangørerne for med meget kort varsel at få lavet ruteændringer, så
vi trods alt fik en fin 100 km march. Afmærkningerne var upåklagelige og
rastepladserne fine. Dog kunne man godt have ønsket sig, at der var nogle
kortere etaper til slut. Faktisk var der fra 66 km og til mål kun indlagt to
rastepladser.

Trods ruteændringerne var der dog flere flotte passager undervejs, bl.a. gik
vi et pænt stykke langs Køge Å, og så er det sjællandske senforårs-landskab
med de små landsbyer og udstrakte marker altid et flot syn. Hurtigste mand
var tilbage i Køge ca. kl. 20:15, mens de sidste nåede i mål klokken lidt
over halv 4 natten til lørdag, så der blev gået godt til. Vejret på
marchdagen var ret koldt, og det blæste en del på noget af ruten, men alt i
alt var det pænt vandrevejr, og vi slap da for alvorlige regnskyl.

Ret så skuffende var der kun 50 tilmeldte, hvoraf de 4 endda ikke startede.
Til gengæld udgik kun 4 undervejs, men alligevel må man spørge sig selv om,
hvorfor ikke flere gik denne march. Hvis vi fortsat skal have nogle rigtig
lange marcher i Danmark, er de relativt få som går 100 km turene simpelthen
nødt til at deltage de få gange, der bliver arrangeret 100 km marcher.

Næste år afvikles marchen på Grundlovsdag den 5. juni (som ovenikøbet er en
lørdag). Arrangørerne håber så på at få lagt ruten ned omkring Haslev. Så
næste år er der ingen undskyldning for ikke at deltage!

Tak til arrangører, hjælpere og med-marchere for en god tur - jeg vender
sikkert tilbage næste år!


René Skree Jensen, Walking.dk