VAASAN MARSSI

Vaasa er en mellemstor provinsby med ca 57.000 indbyggere, hvoraf ca. 25 pct er svensk talende. Vaasa ligger ca 420 km nordvest for Helsinki. Der er regelmæssige tog, bus og flyforbindelser fra Helsinki. Turen med tog tager ca. 4 ½ time. Vaasa blev grundlagt i 1606 og har en meget charmerende bykerne. Hele byen blev i øvrigt ødelagt af en brand i 1852, så stort set alle bygninger i centrum er opført efter denne brand, som stort set lagde hele byen i ruiner. Der var dog enkelte bygninger som overlevede branden. I forbindelse med genopførelsen af byen, blev selve centrum af byen flyttet ca. 7 km mod nordvest.

Det er en 3 dages march. Fredag har man mulighed for at deltage på en Skærgårdstur till Björköby. Man bliver afhentet i bus fra Vaasa centrum tidligt på formiddagen, og efter ca. 1 times kørsel ankommer man til en lille bådplads, hvorfra man bliver sejlet ud til starten på turen. Selve marchturen er ca. 15 km, og bliver gået i til tider meges svært fremkommeligt terræn altefter vejrforholdene. Hvis de har haft en våd sommer, skal man være forberedt på at gå i vand op over anklerne på visse dele af turen. Efter ca. 11 km møder man endnu en lille bådplads, hvorfra man bliver sejlet videre til den sidste del af ruten. Som afslutning på dagen, inden man bliver transporteret tilbage til Vaasa i bus, serveres der et mindre skærgårdsmåltid, som normalt består af fiskesuppe. Hele arrangementet tager ca. 8 timer og kan absolut anbefales, hvis man er godt til bens, da det kan være en uforglemmelig oplevelse.

Som alternativ kan man fredag vælge at gå 21 km i selve Vaasa, som starter omkring middagstid.

Lørdag og søndag kan man vælge imellem 3 IWA distancer, nemlig 21, 30 og 42 km. Alle ruterne starter fra torvet i Vaasa centrum. Der er forskellige starttider for hver tur. Den lange rute starter allerede kl. 05.30, mens der på 21 km først er start kl. 09.30. Både lørdag og søndag kommer man i mål i Sandviksvillan, som ligger ca. 2 km fra centrum. Her er der rig mulighed for at hygge sig i kammeratligt samvær efter turen. For dem, som ikke har lyst til at gå tilbage til centrum, bliver der arrangeret shuttlebusser.

Alle ruterne bliver gået i et meget naturskønt område. Bortset fra Vaasa by, kommer man kun igennem få, men meget charmerende små byer på ruten. Der er adskellige rastepladser på turen, med ca. 5 km mellemrum. På nogle af dem serveres der kun noget at drikke, mens der på andre er rig mulighed for at få stillet sin sult. Der serveres i øvrigt ikke øl på nogen af rastepladserne. – Men så kan man glæde sig, så meget mere, til en velfortjent øl når man ankommer til mål i Sandviksvillan.

Der er masser af overnatnings muligheder i Vaasa. Dels kan man vælge fællesovernatning på en af skolerne i centrum af byen. Her koster overnatningen for 3 nætter inkl madras og morgenmad EURO 50 (ca. DKK 375). Det er i øvrigt muligt at blive en nat ekstra, efter forudgående aftale. – Man skal selv medbringe sovepose. Derudover er der et rigt udvalg af hoteller i alle priskategorier, som ligger i selve centrum eller indenfor 2-3 km fra byen. I centrum er der også et rigt udvalg af caféer og restauranter.

Torsdag aften bliver der arrangeret en åbnings ceremoni, hvor alle deltagerene går gennem byen, med alle de deltagende landes flag. Det hele slutter på torvet, hvor der er forskellige former for underholdning.

Lørdag aften bliver der arrangeret vablebal, og søndag eftermiddag bliver der afholdt afslutnings ceremoni i Sandviksvillan.

Startgebyret er ca. EURO 21 (ca. DKK 160), som dækker medalje, diplom og vand / saftevand på rastepladserne. Startgebyret dækker dog IKKE skærgårdsturen om fredagen, som koster ca. EURO 31 (ca. DKK 235) ekstra. Hvis man ønsker at deltage i skærgårdsturen, som kraftigt kan anbefales, bør man sørge for at være forudtilmeldt, da der kun er et begrænset antal pladser til rådighed.

 

Antal deltagere i 2004 : 1.110

 

For yderligere oplysninger om turen.: www.vaasa.fi/marssi